Mos i græsplænen – sådan får du bugt med mosset

Kæmper du også med mos i din græsplæne, så frygt ikke. Der er flere måder du kan bekæmpe og få bugt med mos i græsplænen på.

Mos i græsplænen er en af havejernes store fjender. Får mosset først lov til at tage overhånd, kan det skæmme plænens udseende. Det er dejligt blødt ja, men det er nu pænere med flot grønt græs.

Der findes heldigvis flere måder til at bekæmpe mos i plænen.

Hjælp græsset i kampen mod mosset

Når du vil bekæmpe mosset i din græsplæne, er det vigtige at du giver græsset de bedste betingelser i kampen mod mosset.

Græs har brug for sol og luft, og vil du have en flot græsplæne skal plænen helst ikke være i skygge i størsteparten af dagen. Mosset elsker til gengæld den fugtige skygge, og en skyggefuld græsplæne er næsten garanti for mos.

Har du derfor overflødige buske og træer, som giver unødig skygge, kan du overveje at fjerne dem, så græsset får mere sol og lys i løbet af dagen.

Græsset har også brug for luft, for at kunne gro optimalt. Du skal derfor sørge for at rødderne får bedre ventilation. Det kan du gøre ved at lave huller i græsplænen med en greb. Stik greben ned i jorden og vrik den lidt frem og tilbage, og så fremdeles. Men det er et tidskrævende arbejde, med en stor græsplæne. Et alternativ til den manuelle måde er at bruge en vertikalskærer. Den er designet til formålet, og vil laver ridser og fuger i plæne og jord, når du kører maskinen hen over din plæne.

Lader du græsset gro så græsplænen bliver lidt langhåret, vil græsset bedre kunne kæmpe mod mosset. I efteråret når græssæsonen slutter, vokser mosset stadig lidt videre. Sørg derfor for at græsset er lidt langt til sidst, så det hjælper dig i kampen mos mosset.

I det hele taget har græsset kun godt af at være lidt langt, så med mindre du skal spille golf i baghaven, så lad det gro lidt længere end ellers.

Giv din græsplæne næring

Græsplænen har godt af at få næring tilført, så giv gerne plænen gødning i starten af vækstsæsonen, typisk primo april.

Ind imellem har græsset også godt af at få en gang kalk. Den tilførte næring får græsset til at gro bedre, og det står dermed bedre rustet i kampen mod mos.

Fjern mosset

Jo mindre mos, jo bedre gro græsset, så du bør fjerne noget af mosset fra planen, så græsset kan gro ordentligt. Du kan vælge at fjerne mosset pr. håndkraft ved at bruge en rive eller en speciel mosrive.

Du kan også bruge en mosfjerner eller plænelufter, som er en maskine du kører hen over græsset, og rykker mosset op via små metalstænger.

Den mest effektive er nok en vertikalskærer, som virkeligt tager fat. Den går hårdt til værks, og rykker mosset op. Den er dog også effektiv på græsset, hvorfor plænen kan se lidt medtaget ud bagefter. Men i løbet af lidt tid ser den dog hurtigt fin ud igen, nu med meget bedre chancer for at slippe af med mosset.

Jeg hælder selv mest til brugen af vertikalskærer og plænelufter. De er effektive, og du kan købe eller leje en kombimaskine for forholdsvist få penge.

Dværgvagtler i drivhuset – undgå skadedyr med kinesiske dværg vagtler

En fin måde at bekæmpe skadedyr og myrer i drivhuset er ved at holde dværgvagtler i drivhuset. De er både hyggelige at se på og effektive til at tage det kravl der måtte findes i drivhuset.

Vagtler i drivhuset. Og så endda kinesiske vagtler! Første gang jeg hørte dette, troede jeg godt nok at det var en joke. Men nej, og det viste sig endda at det er mere udbredt med vagtler i drivhuset, end man umiddelbart skulle tro.

Der er flere gode grunde til at overveje at holde kinesiske dværgvagtler i dit drivhus. Den åbenlyse grund er at bruge dem som nyttedyr. De kinesiske dværgvagtler er rigtigt effektive til at holde uønsket kryb væk, og tager de små insekter der måtte komme ind i drivhuset.

Vagtlerne kan også tage lidt af det grønne ukrudt og uønskede planter i drivhuset.

Derudover er kinesiske dværgvagtler hyggelige at have gående, og ikke mindst børn, vil finde dem sjove at holde øje med. Det kan blive en hel sport at passe og håndtere de små fugle, og se om man kan få vagtel-kyllinger ud af anstrengelserne.

Sikring af drivhuset

Hvis du vil holde vagtler i drivhuset, skal du huske at sikre drivhuset godt, så fuglene ikke stikker af. Er de først ude, kommer de ikke hjem af sig selv igen. Det er derfor vigtigt at sætte eksempelvis voliere-net for vinduer og døre, så vagtlerne ikke kan stikke af. Maskestørrelsen i nettet skal ikke være for stort, da det jo er nogle små fugle, vi har med at gøre.

En anden vigtig del i sikringen af drivhuset, er at rovdyr ikke skal kunne komme ind i drivhuset. Her tænker jeg på specielt katte og ræve. Er der voliere-net i metal for døren, bør dette kunne holde dem ude. Men er der ræve i området, kan det måske være nødvendigt at grave net ned i jorden rundt om drivhuset også.

Fodring af kinesiske dværgvagtler

Vagtlerne kan ikke leve af insekter og andet kravl alene, så du skal sørge for andet foder også. Giv dem forskellige frøsorter og foderblandinger. Der kan bl.a. købes foderblandinger specielt til vagtler. Giv dem også levende mad i form af eksempelvis melorme.

Pasning af kinesiske dværgvagtler i drivhus

For at de små vagtler skal have det så godt som muligt, bør du indrette drivhuset en smule efter deres tilstedeværelse. Sørg for at der er mulighed for at de har nogle skjulesteder, hvor de kan gemme sig, finde skygge osv. Det kunne være bunddække, en redekasse eller lignende. Der skal også være adgang til forskellige slags redemateriale. Det kunne være halm eller hø.

Giv også gerne de små kinesiske dværgvagtler et lille område med sand, hvor de kan sandbade. Og hav desuden lidt småsten/grus eller knuste muslingeskaller liggende, som fuglene kan spise og bruge i deres fordøjelse.

Vigtigt er det også at dværgvagtlerne har adgang til vand. Stil et lille fuglebad eller fad ind, som de kan drikke vand fra. Har du kyllinger skal du passe på at vandfadet ikke er alt for dybt, da de meget små unger så vil kunne drukne i vandet.

Overvintring

Jeg har hørt flere forskellige meninger om kinesiske dværgvagtler kan overvintre i drivhuset. Flere siger at de godt kan, mens andre siger at de ikke kan tåle frost. Jeg selv ville ikke turde tage chancen, og lade dem overvintre i et uopvarmet drivhus, med de kolde vintre vi har haft de sidste par år. Sørg derfor for at opvarme drivhuset med varmelamper, isolering eller andet, så drivhuset er frostfrit. Giv dem et godt tykt lag strøelse og bunddække, så de ikke får kolde fødder.

Alternativt kan man tage fuglene ind vinteren over, og have dem stående i et bur i en garage, skur eller lignende, hvor det er frostfrit.

Ynglende vagtler

Holder du kinesiske dværgvagtler, kan det godt være at du får vagtel-unger en dag. Et par, eller en han og flere høner, vil med de rette forhold ofte give æg, og du kan være heldig at det munder ud i små kyllinger. Det er jo altid en oplevelse i sig selv, men du skal være opmærksom på at de små vagtelkyllinger hurtigt kan stikke af. Du skal derfor sikre dit bur lidt yderligere, evt. med en fast kant på 15-20 cm nederst ved døre osv, hvis ikke du har en tilpas lille maskestørrelse på dit bur/net.

De kinesiske dværgvagtler kan godt finde på at lægge æg flere steder i drivhuset, og vil nogen gange flytte lidt rundt på æggene, for at finde det bedste sted til rugningen. Vagtlerne ruger på æggene 16-17 dage.

Får du kyllinger, kan du give dem noget startfoder-granulat tilsat lidt æggefoder og valmue. Du kan typisk købe en sådan blanding der hvor du køber fuglefoder.

Køb kinesiske dværgvagtler

Du kan købe kinesiske dværgvagtler flere steder. Du kan tage fat på et vagtel-opdræt, eller forhøre dig hos en dyrehandel. Ofte vil du også kunne se annoncer for salg af dværgvagtler i Den Blå Avis.
Se f.eks.: Egtved Vagtelopdræt