Oplever du at dine tomater får brune eller sorte pletter i bunden, som gradvist vokser og gør tomaten uappetitlig, kan det være tegn på griffelråd.
Griffelråd er betegnelsen for et fænomen, hvor tomater begynder at få en brun eller sort plet i bunden. Tomaten ser ikke videre appetitlig ud, og pletten vil blive større i takt med at tomaten vokser. Det er et ganske almindeligt problem på tomater i hobbydrivhuse, men kan heldigvis sagtens forebygges.
Hvordan ser griffelråd på tomater ud?
Den brun/sorte plet vil starte på bunden af tomaten, og blive mere og mere tydelig, efterhånden som tomaten vokser. Området vil virke råddent eller se tør og vissen ud. Ofte vil den øverste del af tomaten se helt fin ud til at starte med, men til sidst kan hele tomaten være ramt af råddenskaben.
Hvorfor får tomaterne griffelråd?
Problemet skyldes at tomaterne har en skæv balance af næringsforholdene i vandet, som oftest et underskud af kalk (calcium), og er meget almindeligt for hobbyavlere, som bruger plantesække og kapillærkasser i drivhuset. Jeg har også selv døjet med det, indtil jeg fik styr på hvad problemet skyldtes.
Plantesækkene, specielt de billigste af dem, indeholder næsten ingen eller intet gødning og mineraler, og derfor vil disse som regelt bære dele af skylden.
Vander du udelukkende med regnvand, kan det også være en medvirkende årsag, da dette ikke indeholder samme kalkmængder som almindeligt vand i vandhanen.
Fænomenet med griffelråd forstærkes ofte af kraftig solstråling og varme, da planternes aktivitet her er højere.
Giv tomaterne kalk og undgå griffelråd
For at minimere risikoen for at dine tomater angribes af griffelråd, skal du sørge for at tilføre tomaterne kalk. Du kan begynde at blande en smule kalksaltpeter i vandet du vander tomatplanterne med, eller drysse lidt havekalk ud på jorden rundt om tomatplanterne.
Går du meget op i de helt rigtige forhold, bør du forsøge at ramme et pH-niveau på omkring 6.5.
Undgå at give tomaterne alt for meget gødning, da de forskellige mineraler kan hæmme kalkindholdet.
Sørg for god udluftning i drivhuset, så temperaturen ikke er alt for varm, og du får luftfugtigheden i drivhuset sænket. Du kan også kalke vinduerne drivhuset, bruge skyggepasta, skyggegardiner eller anden skygge, for at sænke varmen i drivhuset. Jeg lufter altid selv godt ud, både med automatiske vinduesåbnere, men åbner også døren i drivhuset, på de varme dage. På en varm dag, når temperaturen i drivhuset højt op, så det er vigtigt at tage højde for dette.
Sørg så vidt muligt for en jævn vandtilførsel, så tomatplanternes rødder opnår de bedst mulige vilkår. Brug også gerne vand fra vandhanen, da dette indeholder mere kalk end eksempelvis opsamlet regnvand.