Den nye havesæson er skudt i gang, og snart følger drivhuset trop. De første spande med kartofler er sat ud og rabarberne vokser stødt. Den milde start på året har sat gang i spiringen, og det hele tegner lyst og grønt.
Der er dog lige et men. Den milde og fugtige start på året betyder formentligt også at vi får masser af dræbersnegle senere på året. De små snegle vil snart begynde at spise sig store, og vi vil herefter begynde at støde på dem i både have og drivhus. Nogle af os selvfølgelig.
Personligt bor jeg tæt på skov, og her sendes der som regel en flok af dræbersnegle ud mod vores haver hvert år. Der er masser af snegle, og fra midt på foråret til sidst på efteråret, er det nødvendigt at bekæmpe dem, så de ikke går på rov i køkenhave, prydhave og drivhus.
Jeg sørger selv for at samle og aflive alle de dræbersnegle jeg støder på, og bekæmper løbende med Ferramol sneglegift i drivhuset. Jeg bruger Ferramol sneglegift, som jeg drysser ud mellem mine kapilærkasser. Det ser ud til at holde dem stangen, og de sidste par år har jeg kun taget en håndfuld snegle i drivhuset. Jeg starter allerede med at drysse gift ud, når drivhuset er klart, og fortsætter hele sæsonen, til drivhuset lukkes ned sidst på efteråret.
I haven er det lidt vanskeligere. Men hyppig indsamling, sneglefælder og indsamling af æg sidst på året, hjælper til med at holde antallet på et acceptabelt niveau.
Her kan du læse mere om dræbersnegle bekæmpelse i din have.